NYHEDER

NYHEDER

freddyesilva.dk

Ældre indlæg

Her nedenfor er der ældre indlæg, der tidligere har været postet på hjemmesiden.

 

5. september 2011
 
Efter at have fået en hel del meget positive tilbagemeldinger på 'TotalStål 2060'-manuskriptet fra diverse læsere, har jeg besluttet at udgive den selv (se 'bibliografi'). 
 
Det bliver dog en længere proces; særligt da den først skal igennem endnu en redigering i lyset af det seneste feedback. Derefter skal jeg selv stå for layout osv., men i det store hele tegner det til at blive et vellykket projekt, og en meget vigtig erfaring i mit fritidsforfatter-virke.
 
Jeg har i forløbet fået rekrutteret en ny testlæser. Derudover har jeg fået en af de vante til at stå klar til endnu en gennemlæsning, når manus er redigeret færdig (Jeg ville ikke benytte hele fem testlæsere igen til denne ekstra gennemlæsning!). 
Dog efter nu tredje redigering satser jeg ikke på så omfattende kommentarer/ændringer, så jeg regner med at være færdig med alle rettelser om tre-fire uger.
 
Derefter kommer et par ugers layout-arbejde, og så regner jeg ligeledes med at mit cover til den tid er færdig. Det er en super dygtig 3D kunstner, der står for det, så jeg er godt nok spændt på det færdige resultat. Det eneste jeg lige nu kan afsløre er, at coveret ikke kan blive mere skræddersyet til 'TotalStål 2060' end det udkast jeg har set. Selve covertitlen vil blive udarbejdet grafisk af en af skaberne bag brætspillet 'Merchants & Marauders'. Han er en selvlært og meget dygtig grafikjonglør, jeg ligeledes har æren af at være ven med.
 
Så kort sagt er himmel og hav pt. sat i bevægelse for endelig at få 'TotalStål 2060' ud til offentligheden. Jeg synes bestemt den er det værd - og alt det feedback, jeg har fået igennem det sidste års tid tyder på, at jeg ikke er den eneste med samme mening.
 
 
23. august 2011
 
Mit bidrag til Undervisningsministeriets Drengelitteraturpris kan nu ses på bibliografisiden her på sitet. Det var alligevel noget af et projekt at give sig i kast med! Det er første gang, jeg sprogmæssigt skal tage hensyn til en så ung målgruppe, og det viste sig at være en større udfordring end forventet.
 
Først og fremmest var det vigtigt for mig, at få fortalt en god historie. Derefter ville jeg gerne skrive udfordrende, rent sprogmæssigt, således at drengene ikke blev talt ned til, men samtidig heller ikke skulle slå hvert andet ord op. Det var ligeledes vigtigt for mig, at enkelte ord gerne måtte være en anelse avancerede, men at læseren fik forståelsen igennem sætningens kontekst - eller i sidste ende skulle slå det ene ord op. Ganske som jeg selv har gjort utallige gange under læsning og derved forøget mit ordforråd.
 
Novellen 'Begynder-magi' kom først og fremmest forbi en 11-årig testlæser, der kunne bekræfte at den var til at læse og forstå - med undtagelse af enkelte ord. Disse ord fik umiddelbart ikke ødelagt den samlede læseoplevelse, i følge det feedback jeg fik. Mange tak til Alexandra Clemmensen-Nielsen for sin tid til denne gennemlæsning.
 
Nu skal novellen lige modnes et par dage, før den får sidste redigering og sendes afsted til puljen af noveller, der skal kappes om Drengelitteraturprisen 2011. Spændende, spændende!
 
 
26. juli 2011
 
Jeg påbegyndte en ny novelle for godt og vel to uger siden. Den var en blanding mellem en skriveøvelse, mulig kandidat til en kommende fantasyantologi og et forsøg på at lege med en genrekrydsning.
 
Nu, efter små 34 sider, er den færdig og undervejs affødte den en række ideer, jeg ivrigt kradsede ned i et separat dokument. Disse ideer gemte på muligt potentiale til mere end blot en enkelt novelle.
 
Jeg må indrømme, at denne lidt specielle genrekrydsning er svær at bedømme for mig. Den var muligvis mere interessant at skrive end at læse, så jeg har valgt at sende den til mine to faste beta/korrekturlæsere for at de med hård hånd skal bedømme potentialet i den.
 
Er der mere under overfladen end en kort historie, så har vi måske mit nyeste mere kommercielle projekt lige her. Det må tiden vise.
 
 
6. juli 2011
 
I dag modtog jeg kvitteringsmailen fra forlaget Kandor, der bekræftede modtagelsen af manuskriptet til min roman TotalStål 2060.
 
Der er kun tilbage at afvente svar, hvilket naturligvis tager noget tid. Indtil da fortsætter arbejdet med mit nuværende romanprojekt, mens jeg sideløbende vil lege lidt med et par novelleidéer jeg har på tapetet.
 
Jeg holder jer opdaterede.
 
 
1. juli 2011
 
Mit bidrag til Fantasticons årlige novellekonkurrence nåede lige med nød og næppe at blive færdiggjort og afsendt. Temakravet var, at en skov skulle indgå i historien, og at der - naturligvis - skulle inkluderes et fantastisk element i en eller anden form.
 
Af de fantastiske genrer forblev jeg i horrorrens verden og skrev mit seneste værk 'Maleriet', der (relativt uventet) høstede stor ros fra korrektur- og testlæserne.
 
Så nu håber jeg blot, at den bliver modtaget med lige så stor entusiasme af Fantasticons dommerpanel.
 
Stay tuned.
 
 
26. juni 2011
 
I dag kom den længe ventede mail, der afslørede forfatterne i forlaget Kandors kommende antifascistiske horrorantologi. Desværre var mit navn ikke iblandt, og jeg må indrømme, at jeg virkelig synes det er ærgerligt at novellen 'Sanatorium' ikke bliver udgivet i denne omgang.
 
Men vi må se hvad fremtiden bringer, for når dagen oprinder, hvor jeg har skrevet nok horrornoveller, foreligger muligheden for at forsøge udgivelse af en horrornovelle antologi udelukkende med mine egne værker.
 
Men den tid den glæde. Jeg tager skrivearbejdet et afsnit ad gangen.
 
 
10. maj 2011
 
Svaret fra Tellerup med afslaget kom ikke som den store overraskelse, da det blev indledt af en deltaljeret korrespondance og afsluttet med en ligeså. Hele sagen er i sig selv lidt mere kompliceret end et konventionelt afslag, da det blev fulgt op af mange positive ord og en karaktermæssig vurdering, der gav den 7 ud af 10, hvilket jeg mener i sig selv er en flot vurdering.
 
Trods muligheden for at gemme den 'i skuffen' til et muligt senere samarbejde med Tellerup, så har jeg med '7-ud-af-10'-scoren valgt at præsentere romanen for Gyldendal, der pt. har den til overvejelse.
 
Samtidigt har jeg valgt at påbegynde et nyt bogprojekt - en horrorroman jeg delvist researchede fakta til på min seneste rejse til Chile. Alt efter hvordan det projekt går - samt vurderingen af TotalStål - vil det blive præsenteret for enten det ene eller det andet forlag i sidste ende.
 
Så der sker stadig noget i denne ende af linien, for jeg stopper ikke med at skrive, så længe jeg har noget at fortælle. Lige meget hvad.
 
 
04. maj 2011
 
Så er der sat en officiel dato på udgivelsen af fantasyantologien 'Bag Adonais Spejl', hvor min novelle med samme titel figurerer. Først var datoen sat til 15. august, men er nu på overraskende vis sat til den 15. juni i stedet. Det er jo helt fantastisk.
 
Som tidligere nævnt har det været en udsøgt fornøjelse at arbejde sammen med et forlag, der er så effektivt og professionelt i overholdelsen af deadlines og svartider. Ligeledes har jeg fået set trykfilen til novellen og layoutet er helt i top. Kvaliteten af Kandors arbejde på alle punkter er uden tvivl i den øvre ende af skalaen! Et lille forlag, der forhåbentlig vil spire opad på baggrund af sin enorme dedikation til deres arbejde!
 
 
29. april 2011
 
Efter at have modtaget trykfilen til min novelle 'Bag Adonais Spejl' har jeg fået den gennemlæst og samtlige kommentarer til den er mailet tilbage til forlaget Kandor. Umiddelbart skulle antologien Ny Dansk Fantasy 2011 komme i trykken indenfor et par uger. Meget effektivt og solidt forlagsarbejde. En sand fornøjelse at arbejde med!

Blog Stats

  • Total posts(29)
  • Total comments(4)

Forgot your password?