NYHEDER

NYHEDER

freddyesilva.dk

Færdiggjort skriveprojekt!

Tiden er nu kommet, hvor jeg delvist løfter sløret for det projekt, jeg efterhånden flere gange har antydet var i gang.

 

Først og fremmest vil jeg med stor glæde fortælle, at projektet nu er færdigt og det blev til en roman godt og vel halvanden gang Mediatropolis' længde. Det var hårdt arbejde, særligt her mod enden, hvilket kan forklares med ét ord: Deadline.

 

Der er nemlig tale om mit bidrag til Politikens Forlags romankonkurrence, som efterspurgte samtidsromaner; nye værker, der skulle tilføje nyt til den socialrealistiske genre.

 

Det begyndte egentlig ret kritisk for mig: Jeg havde flere muligheder, men brændte ikke helt for nogen af dem - indtil en helt ny idé poppede op, og jeg stille og roligt fik udbygget potentialet til et reelt køreklart projekt.

 

Min idé var at skrive en skønlitterær roman baseret på virkelige hændelser, der kunne have interesse for resten af verden at læse - og derved voksede ideen med at fortælle om det åbenlyse, vi ser hver dag, men som mange af os reelt ikke kender noget til: De hjemløse misbrugere i det københavnske gadebillede.

 

Jeg ville skrive om en person, hvis turbulente liv rummede så mange exceptionelle anekdoter, at de tilsammen ville levere en gribende historie - og samtidig et indblik i et menneskes detour fra den mere stabile vej i livet. Jeg ville berette om en skæbne, der havde oplevet døden i alle dens facetter ved så ubehagelige scenarier, at folk ville nægte at tro, at alt kunne være sket for en og samme person.

 

I bund og grund ville jeg simpelthen belyse et af Københavns skyggesider.

 

 

 

Efter noget tids forberedelse, dybe tanker og bearbejdelse af synopsis, påbegyndte jeg selve arbejdet med at opbygge en historie. Det blev til flere timers field-research og utallige interviews, hvor jeg kradsede note op og ned om en enkeltpersons utrolige oplevelser. Jeg fik indblik i en politisk flygtnings grusomme oplevelser under et umenneskeligt diktatur - oplevelser, der sidenhen førte ham til Danmark i de indvandrervenlige 70'ere. Derfra påbegyndtes slentreturen i Københavns gader, direkte mod det uundgåelige fald, der gjorde ham hjemløs og misbruger.

 

En ting er sikker: Af alt hvad jeg hidtil har skrevet om, er dette det 'største' jeg har skabt. Jeg har forsøgt at kreere hvad der udadtil ligner en skønlitterær roman med det komplette følelsesmæssige spektrum, men som samtidig er en sand historie fra inderst til yderst.

 

Jeg vil kort nævne, at det naturligvis er det rå manus, jeg har indsendt til forlaget - et manus, jeg senere gerne ville finpudse med yderligere deltajer bl.a. baseret på ekstra research (småting, som jeg pga. deadline ikke nåede). Der er blot tale om dyberegående detaljer, der skulle blive kirsebærret på toppen... For den fungerer glimrende i sin nuværende form, efter hvad fire betalæsere har leveret af feedback.

 

Mere vil jeg ikke skrive nu, men jeg vil blot afvente Politikens Forlags bedømmelse og jeg håber, at de får samme læseoplevelse, som mine betalæsere - og at dommerne mener, at den fortjener udgivelse.

 

Så snart jeg selv ved mere (i omegnen af maj måned) vil jeg poste nyheder her på min hjemmeside... Indtil da fortsætter jeg med andre projekter, jeg har i mit proppede portefølje.

 

Indtil næste gang!

 

Blog Stats

  • Total posts(29)
  • Total comments(4)

Forgot your password?