NYHEDER

NYHEDER

freddyesilva.dk

Til bogbloggertræf.

Katja fra cautious.dk - der tidligere har anmeldt Mediatropolis - var vært for et bogbloggertræf i lørdags den 13. oktober, hvor Helle fra forlaget Valeta og jeg selv var inviteret med. Den primære grund til vores deltagelse var, at holde et par oplæg hhv. om forlagets arbejde fra manuskript til færdig bog og - for mit vedkommende - hvordan jeg som forfatter har arbejdet med Mediatropolis fra synopsis og til færdigt manuskript.

 

Vi ankom til stedet om eftermiddagen, hvor vi blev modtaget af en aktivt debatterende forsamling. På én gang var det super at se så mange boginteresserede sidde og diskutere ivrigt og passioneret om deres fælles interesse, men samtidigt skal jeg da indrømme, at jeg et kort øjeblik fik præstationsangst ved synet af så stor en samling litterære connoisseurs. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg nu ville være i selskab med læserne, det vil sige netop dem, der sidder med mine skriverier mellem hænderne og som jeg forsøger at nå ind til med mine historier.

De tolv deltagende bogbloggere rundt om bordet.

 

Da jeg trådte ind og hilste på, blev det uhyre vigtigt for mig at levere et indlæg, der ville havne i alles interesse - og at de kunne gå fra træffet med en følelse af, at have fået noget med hjem i bagagen ud over de læssevis af bøger, der næsten bristede de udleverede goodie-bags.

 

Forlægger Helle Tofft og jeg selv står og varmer op med hyggesnak op til vores oplæg.

 

Efter Helle ivrigt havde fortalt om forlagsarbejdet - man kan kun beundre hendes passion for at 'skabe' bøger - blev det min tur til at fortælle: Hvem er Freddy E. Silva, hvad har han overhovedet lavet og hvordan arbejder han. Det var umiddelbart en interesseret forsamling, der lyttede til mit oplæg, hvor jeg supplerede med et hurtigt kig på den oprindelige 'TotalStål 2060'-synopsis og kapiteloversigt; mine vigtigste værktøjer under tilblivelsen af Mediatropolis.

 

Undertegnede viste et par af forfatterhemmelighederne: Synopsis og kapiteloversigt.

 

Efter oplægget fik jeg et par spørgsmål, jeg besvarede så godt som muligt og derefter var det så min og Helles tur til at spørge gruppen, hvad de mente var en god og en dårlig bog. Hvilke elementer er dem, der kan højne eller ødelægge oplevelsen for læseren. Den dialog var enormt givende for mig som forfatter, og jeg følte virkelig jeg fik uvurderlig info direkte fra målgruppen.

 

Alt i alt var det for mig, værende et af bogbloggertræffets indslag, en stor succes at deltage og jeg håber samtlige deltagere fik lige så meget ud af dagen som jeg... Og da alle tilstedeværende fik et eksemplar af Mediatropolis med hjem, har de nu alle fået muligheden for at bedømme Freddy E. Silva som forfatter på godt og ondt. Stor tak til Katja for invitationen og muligheden for at møde nogle af de mange blogejere IRL.

Blog Stats

  • Total posts(29)
  • Total comments(4)

Forgot your password?