Hvorfor undgår DU science fiction?

I en række blogopslag skal vi sammen undersøge hvorfor science fiction får baghjul i især dansk litteratur.

E.T… Star Wars… Contact… Gravity… Interstellar… Ready Player One…

Man kan blive ved.

Film (og i visse ovenstående tilfælde også bøger) i science fiction genren, der alle har haft et stort publikum. Både mænd og kvinder. Unge som gamle.

Men alligevel går overraskende mange danskere i en stor bue udenom ordene ’science fiction’, når de figurerer på coveret af dansk litteratur.

Hvorfor?

Hvorfor læser den gennemsnitlige voksne dansker overvejende bøger, der enten er socialrealisme eller krimi - når så mange alligevel f.eks. ser film, der kan kategoriseres som science fiction?

Marvels 'Avengers' er ren scifi - og har et stort publikum.

Hvorfor er der stadig denne lurende fordom, der byder at science fiction er rumhistorier for børn?

Danmark virker til at være et af de eneste (I-)lande, hvor science fiction rangerer så lavt blandt læsere.  I USA findes der anerkendte litterære science fiction-priser, der faktisk tages alvorligt, Nebula og Hugo Award; en slags science fiction-litteraturens Oscars og Golden Globe. Science fiction leverer historier, der læses af så bredt et publikum, at de ender på amerikanske avisers bestsellerlister.

Jeg har hørt, at i Rusland er det umiddelbart en af de mest læste genrer.

Hvorfor ikke herhjemme, når en stor andel af læsere ude i verden ser noget interessant og vedkommende i science fiction? Når de åbenbart både finder underholdning og stof til eftertanke i historier med ramme i enten fremtiden eller alternative universer, men som stadig behandler relevante emner – hvorfor ser danskerne ikke dette i (især dansk) science fiction?

Jeg har en lommeteori, som jeg vil illustrere med et eksempel fra mit eget liv (der dog omhandler film og ikke bøger):

Mig: "Skal vi se X-Men? Jeg tror faktisk du vil kunne lide den."

Min kone: "Nej tak. Den slags er ikke noget for mig."

(Efter en uges tid eller to):

Mig: "Her er en film, hvis tema behandler racisme og hvordan kløften mellem racer skaber et generaliseret fjendebillede og terrorisme. Ekstremistiske politikere opildner til en generel registrering af den udsatte race, et forslag der drager paralleler til Hitler-tyskland. Derfor starter nogle fra den pågældende race en terrorcelle og begynder at slå igen, mens andre af deres racefæller forsøger at mægle mellem parterne og stoppe yderligere terrorangreb og drab på uskyldige."

Min kone: "Ok? Den lyder god."

Mig: "Det er X-Men."

Min kone: "Virkeligt? Lad os prøve at se den."

Ovenstående eksempel omhandler godt nok en film, men kunne lige så godt have omhandlet en science fiction roman. Simpelthen fordi, jeg tror at mange stirrer sig blindt på termet 'science fiction' som en genre enten for børn eller med alt for abstrakte delelementer. Mange er måske slet ikke klar over, at temaet ofte er en helt jordnær afspejling af vores samtid. Delelementerne ender faktisk gentagne gange i baggrunden i forhold til historiens tema.

Derudover vil historien samtidig være et drama eller en thriller og ikke kun science fiction.

Hvis vi eksempelvis ser på en bog som Neuromantiker (måske min yndlings scifi-roman igennem tiden) så kan den beskrives på to måder:

"En science fiction fremtidsroman om hackere, der ved virtuelle bevidsthedsrejser i cyberspace interagerer med kunstige intelligenser ved hjælp af avanceret software. Dette sker i et futuristisk internet, som er et landskab af farver og former."

Mange almene danske læsere ville trække sig og sige 'Nej tak'.

Men hvis jeg i stedet siger:

"Neuromantiker handler om hvordan vi som mennesker distancerer os fra naturen og vores virkelighed ved at teknologien bliver et filter, som vi oplever verden igennem og bruger til at interagere med vores omgivelser. Lidt som vores verden ser ud i dag med vores konstante brug af mobiler og sociale medier, bare sat på spidsen i en alternativ fremtid. Der illustreres en ekstrem situation, hvor folk lader deres bevidsthed - og i sidste ende deres sjæl - smelte sammen med teknologien."

Tjenerindens Fortælling er i science ficion genren - og har et nærværende emne. Det er den ikke ene om.

Jeg gætter på, at flere kan forholde sig til nummer to opsummering - og derved vil flere måske turde at give romanen en chance. Den bliver pludselig nærværende og mere end blot en cyberpunk tech-roman om futuristisk hackerkultur.

Ganske som da min kone gav X-Men et kig og rent faktisk fandt historien vedkommende, hvis man så forbi superheltedragter, laserøjne og kløer fra knoerne - forudsat at disse elementer reduceres til redskaber i et eventyr med en aktuel pointe.

Hvis vi som voksne kan acceptere talende dyr i eventyret om Den Grimme Ælling, og nyde dens tidløse emne om at være udenfor indtil man finder sit sande jeg og kan blomstre - så kan vi måske også acceptere fremtidsbilleder og spekulationer om endnu ikke opståede samfund, subkulturer og konflikter, hvis også disse bærer på et interessant tema?

Science fiction - især den skrevet i vores egen tid - vil nemlig ofte omhandle vores samtids aktuelle emner eller problemstillinger, vi som mennesker altid vil stå over for.

Oftest vil disse spekulative scenarier give os noget at tænke over.

Hvis man altså giver dem en chance.

Vil du prøve?